Resultatet af Gudenåkonkurrencen 2025
Sidste år nævnte jeg, at det åbenbart er ved at være en vane med, at Gudenåkonkurrencen skal afvikles i det fineste sensommervejr, fordi i lighed med sidste år var vejret mere strandvejr end fiskevejr. Og hvad skete der så i år…. Endnu en flot sensommerweekend men ikke nødvendigvis det bedste fiskevejr. Men alligevel havde vi samlet hele 176 lystfiskere – klar fremgang på 29 mennesker i forhold til sidste år.
I år har der været et rigtigt godt lakse- og geddefiskeri i Gudenåen i foråret, og Lilleåen har fisket godt hen over sommeren. Denne gode historik betyder bare ikke ret meget, når vejret ikke ”spiller med”. Og med meget lidt nedbør i området gennem længere tid og ”alt for godt” sensommervejr ja så blev konkurrencen ikke præget af de store fangster – nærmest tværtimod. 8 laks, 8 havørreder og 7 gedder blev det til samt rimte og rudskalle. Men hvad fangsterne ikke indeholdt af et stort antal, fik vi til gengæld i størrelse blandt gedder og laks.
Rasmus Frøstrup satte nemlig ny PR med en imponerende hanlaks på ikke mindre end 10,5 kg og 103 cm.
Nr. 2 blev Ole Knudsen med en laks på 3,65 kg 74,5 cm, mens Jens Otto Svenningsen fik 3. pladsen med en laks på 3,41 kg 72 cm.
Havørredklassen blev vundet af Peter Bjerregaard med en fisk på 2,20 kg 61,5 cm, mens Stig Jensen med en fisk på 1,78 kg og 55 cm og Henrik Børresen med 52 cm løb med henholdsvis 2. og 3. pladsen.
Hos gedderne var der tæt kamp mellem 3 gedder på mellem 104 og 106 cm.
Og der skulle noget, der i fodboldsprog nok vil blive kaldet en VAR-kendelse til, før vi fandt en vinder. Men hele forløbet vil jeg betegne som lidt af en wow-oplevelse. Skete det virkeligt?
Sagen er kort fortalt den, at Valdemar Floutrup indmelder en flot gedde på 106 cm via C&R formularen. Billedet lever desværre ikke op til kravene for fotodokumentation, så fisken bliver ikke godkendt. Nr. 2 og 3 på listen gør så Valdemar opmærksom på, at hans fisk ikke er godkendt, da de ved, Valdemar plejer at have mange billeder af sine fisk.
Og ganske rigtigt. Valdemar fandt et bedre billede, der blev godkendt. Det er sgu ret imponerende, at man frivilligt giver afkald på en førsteplads. Og det bliver faktisk endnu vildere, fordi bagefter donerede de 3 gutter deres geddepræmier til juniorerne via lodtrækning. Så geddeklassen endte med 106 cm til Valdemar Floutrup, 105,5 cm til Cim Tabur og 104 cm til Jimm Tabur.
Hos juniorerne der jo havde mulighed for at fiske efter andet end havørreder og laks, gik førstepladsen til Niklas Kjær for en laks på 67 cm, mens de øvrige pladser stort set blev besat af geddefangster.
Den komplette fangstliste kan ses på: www.gudenaakonkurrencen.dk under fangstvisning.
Da vi lægger meget vægt på det sociale under konkurrencen, var det dejligt at se mange til spisningen både fredag og lørdag.
Vores konkurrence er naturligvis meget afhængig af vores sponsorer, så stor tak til jer alle. Vi håber på jeres støtte igen næste år. Og naturligvis også stor tak til Steen fra Bamsebo camping for godt værtskab på en plads, der giver os rigtig gode forhold at afvikle konkurrencen under.
Vi håber at se mange af jer igen næste år.
På Konkurrenceudvalget vegne
Jan Hyllested
Lidt om baggrunden for konkurrencen
Gudenåkonkurrencen arrangeres på vegne af Gudenåens Ørredfond, der består af 5 foreninger med tilsammen ca. 3000 medlemmer. Gudenåens Ørredfonds historie går tilbage til stiftelsen i 1971. Gudenåens Ørredfond opdrætter og varetager udsætning af fisk i henhold til udsætningsplaner for Gudenå og tilløb til Randers Fjord. Årligt produceres og udsættes ca. 285.000 stk fisk. Opdrættet foregår på Skibelund Havørred opdræt, der ejes af Gudenåens Ørredfond. En pasningsordning bestående af en gruppe frivillige lystfiskere fra Bjerringbro og Langå varetager det store arbejde med daglig pasning af fisk og drift af dambruget.