Har du lyst til at hjælpe i RSK’s Juniorklub?
Kære medlemmer
I Randers Sportsfisker Klub har vi en aktiv juniorklub for børn og unge mellem 8 og 17 år. For at kunne give juniorerne endnu flere gode oplevelser med fiskeri og fællesskab søger vi en ekstra frivillig hjælper.
Vi leder efter dig, der har interesse for lystfiskeri og har lyst til at bruge lidt af din tid sammen med klubbens juniorer. Du behøver hverken være ekspert eller erfaren instruktør. Det vigtigste er, at du har lyst til at være med, hjælpe juniorerne godt i gang med fiskeriet og bidrage til et godt og trygt fællesskab.
Hvad går det ud på?
Juniorklubben mødes hver anden torsdag i ulige uger kl. 17.30–19.30. Nogle gange foregår aktiviteterne i klubben, andre gange tager vi til vandet.
Som frivillig hjælper bliver du en ekstra hånd sammen med juniorlederen og hjælper til med de aktiviteter, der er på programmet. Det kan være alt fra praktisk hjælp og vejledning til ganske enkelt at være med, når juniorerne skal prøve kræfter med forskellige former for lystfiskeri.
Der kan også være fisketure og andre aktiviteter uden for de almindelige klubaftener.
Det praktiske
Da arbejdet foregår med børn og unge, skal der indhentes børneattest. RSK sørger for det praktiske omkring dette.
Har du lyst til at høre mere?
Du binder dig ikke til noget ved at kontakte os. Tag gerne en uforpligtende snak med:
👉 Juniorleder Casper – 29 79 89 10
👉 Formand Jan – 30 73 12 46
Måske er det noget for dig – eller måske kender du en anden, som kunne have lyst til at være med. I så fald må du meget gerne give budskabet videre.
Knæk og bræk
Randers Sportsfisker Klub
