Forsinket glædelig jul og godt nytår
Alle medlemmer i Randers Sportsfisker Klub, deres familier og pårørende samt vores samarbejdspartnere ønskes en forsinket glædelig jul og et godt nytår.
Jeg vil den forbindelse lige komme med en kommentar til, hvad der har fyldt i 2024 af både gode og dårlige ting, der angår RSK. Jeg har valgt én negativ og to positive ting.
Vi kan jo ikke snakke 2024 uden at nævne Nordic Waste og dens afledte konsekvenser.
Tilsyneladende – og heldigvis for det – ser Allingåen ikke umiddelbart ud til at være blevet påvirket i større grad i forbindelse med jordskredet i december 2023. Undersøgelser har frikendt både fisk og krebs.
Har der været påvirkninger fra de forrige 5 år, hvor der påviseligt også er strømmet overfladevand ud fra området….. Det kommer vi nok aldrig til at finde ud af, men frygten sidder nok lidt i baghovedet alligevel.
En ting er dog sikker, og det er den tid, det har taget, for hold op hvor har medierne ringet meget.
Men jeg er overbevist om, at bestyrelsens bevidste valg med kun at omtale fakta, har betalt sig. Man fremstår bare lidt mere troværdigt på den måde.
Nu skulle man jo tro, at alt var godt ved Allingåen, men det er desværre meget langt fra sandheden.
Der er en skurk, der hedder ”iltsvind”, der nu på 10. år har en negativ påvirkning af åen.
Har lige fundet et gammel avisudklip fra juli 2014, der for første gang omtaler problemet, så det er på ingen måde en nyhed længere. Udklippet er vedhæftet.
Nu skulle man så tro, at man efter 10 år og med vores troværdighed fra NW-sagen var kommet meget længere med sagen, men nej. Tværtimod vil jeg sige.
Randers kommune nægter efterhånden totalt blot at besvare vores mails angående problemet. Endda på trods af indslag i TV2OJ hvor jeg fik lejlighed til at fremføre problemstillingen – godt bakket op af en ekspert fra DTU Aqua.
I samme program fik Miljøstyrelsen også lige klart slået fast, at det er kommunerne, der har ansvaret for, at vandløbene er i god økologisk tilstand….
Jeg bliver sgu helt træt i hovedet bare af at skrive det her, fordi det er bare så meget op ad bakke, når viljen ikke er til stede for at gøre noget fra kommunens side.
Men hvad så? Det hjælper jo ikke ret meget, at formanden bare sidder og klynker.
Er der da ikke noget at gøre?………… Og jow. Der er en anden vej.
Vi er nemlig ikke længere alene med iltsvindsproblematikken.
Det viser sig nu, at der er 7-8 steder i landet, hvor der også er iltsvind.
Vi begynder nu at drage nytte af vores medlemskab af Danmarks Sportsfisker Forbund, da de har nedsat en taskforcegruppe netop med henblik på at håndtere iltsvindsproblematikken.
Vi afholdte det første møde lige inden jul, og det var et godt møde, så jeg tror bestemt, at det kan hjælpe os til at ”sparke” døren ind hos kommunen, så vi kan ´komme videre.
Men nu må det så også være nok med alle de dårlige ”vibrationer”, så her kommer der ét – måske to positive indslag.
For det første er jeg utrolig stolt af den juniorklub, som vores juniorleder Erik har fået ”banket” op sammen med sin ”hjælper” Casper.
Der er virkelig gang i noget godt her
Erik har også fået roser fra børnenes forældre for godt arbejde, så både Erik og Casper kan med rette være stolte over deres arbejde med børnene.
Er der nogen i klubben, der ønsker at hjælpe med de kære ”unger”, så er jeg sikker på, at Erik tager imod hjælpen med glæde.
Og den sidste gode nyhed er så, at vi har fundet en afløser for vores aborrekonkurrence, som jo indtil videre er sat på standby pga de manglende aborrer.
Afløseren hedder Gjerrild-konkurrencen og afholdes første gang lørdag d.24. maj 2025 med udgangspunkt ved vores klubhus i Gjerrild.
Der er ikke flere detaljer pt, da vi først får detaljerne på plads i løbet af det næste stykke tid, men der er lagt op til, at det bliver en konkurrence for ikke bare den almindelige lystfisker men også familier.
Så med disse få ord (jeg er jo kendt for ikke at sige så meget ) vil jeg håbe, at fiskeåret 2025 bliver bedre end 2024.
Jan Hyllested
Formand RSK

