CANADA  OKT 2009

Hej.

 Har lige været en tur i Britisk Colombia i Canada d 3 til 17. okt.  Sammen med Kim Sehested.

  Planen var at der skulle fiskes igennem efter kongelaks, men da vi kom der over havde det ikke regnet de sidste 4 -5 uger så der var ikke meget vand i elven. Der var nu mange laks i elven, og det lykkes også at fange 6 kongelaks op til 11,4kg, men laksene var så grimme og ulækre at vi hurtigt blev enige om at det lort, gad vi ikke fange. Og da det nu var et ulige år 2009 var det et år hvor pukkel laksen kom op i elven, havde vi glædet os til og fange nogen af dem. Der var så mange pink som de også kaldes, og dem fangede vi rigtig mange af på flue. Men der var så mange på nogle strækninger at flue linen ikke kunne nå og drive inden der var fejlkroget en laks. Så de pink blev hurtig træls og støde ind i. Pukkel laksen var ca. mellem 1.5kg til 4kg det var meget sjovt i starten.

 

 Tirsdag den 6.okt havde vi fået fat i en guide til 8 timers Stør fiskeri fra båd. vi fangede 11 stør hvor jeg fangede 6 af dem med den største på 212cm og 92cm tyk, skipper anslog vægten til ca. 100kg. Kim fejlkrogede en stør på 242cm og 96cm det tog over en time og få sådan en fisk i land, krogen sad i siden næsten midt på fisken så der var sved på panden. Vi fangede kun 1 stør under 1m og den var 98cm, Men fuck det er vild, at fisk der er så store springer fri af vandet op til flere gange, og tager meter lange udløb, når man fighter dem, det er helt vildt.

 

Senere på ugen kørte vi til Harrison river, bare for og se hvad der var der, da vi kom, sprang der helt vild med store laks, så vi skyndte os og pakke fluestængerne ud. Vi fiskede og fiskede men de ville ikke bide., jeg fangede 2 Hundelaks begge i halen på 6,8kg, æv.

  Efter og havde prøvet flere steder, hørte vi der var blevet fanget sølvlaks i bunden af vedderkanalen så det skulle prøves, det var så lige som at stå i en mudder rende sammen med 200 mennesker, men hvad gør man ikke for at fange nogen blanke laks. Der fangede jeg 5 fine sølvlaks fra 3 til 5 kg, de blev fanget på spinner da der ikke var plads til og fiske med flue.

 

 De sidste par dage hørte vi om en elv hvor der skulle være mange hundelaks, men den lå ca. 60km fra det B&B hvor vi boede. Så vi tog tidlig der over for og prøve, det var helt vildt så mange laks der var, den første aften havde Kim kontakt med 40 – 50 stykker hvor 10 af dem kom på land taget i munden. Jeg kumme ikke få det til og funger da jeg ikke havde fået en ordentlig synkeline med, så fik kun 3 stykke på land der var fejlkroget i gæller og hale. Dagen efter havde jeg fået en ordentlig line på, så jeg begyndte og fange fisk. Jeg fangede 5 stk. fra 6 til10 kg som havde taget fluen og så fejlkroget vi over 20 hver, Kim fangede den største på ca. 14kg. Da der blev høj vande kom der så mange hundelaks op i elven, at vi kunne simpelthen ikke nå og få fiskene til og bide, inden fluen sad i halen eller ryggen af fisken så mange var der. Men fuck det var fedt en hundelaks tager 50m udløb samt springer fri af vandet flere gange under fighten, og så har De de vildeste tænder lige som en hund.

 Det var en tur med rigtig mange gode fights, samt ødelagt arme efter stør fiskeriet det var så vildt, kan helt klart anbefales, Men man skal ikke tage der over  i oktober for at fange konge laks de er mere eller mindre halvdøde på det tidspunkt.

 

 Venlig hilsen Stefan Christensen  

 

 

STØRFISKERI PÅ FRASER RIVER OKT 2007

 Jan Hyllested

fiskejan@famhyllested.dk

 

 

 

”Det starter med et par forsigtige nyk i stangtoppen. Sikkert blot en mindre fisk, tænker du. Men da du sekunder efter mærker et mere beslutsomt træk i linen og svarer igen med et sejt modhug, må du erkende, at du har taget fejl. Rigtig fejl.

Det knager helt ned i stanghåndtagets kork, da fisken langsomt men bestemt fjerner sig fra båden. Pludselig mærker du linen komme op gennem vandet, og lidt efter kaster et monster af en fisk sig op gennem den spejlblanke overflade, mens den ryster på hovedet, så vandet står til alle sider. Overfladen gynger stadig, da støren tager hul på endnu et udløb – denne gang i højere fart. Du bemærker knap, at guiden har løftet ankeret og startet båden, mens dine fiskekammerater hiver de andre stænger ind. Du prøver bare at holde fast.” Uddrag fra Getawaytours folder om størfiskeri på Fraser river.

 

 Som at have et bjerg på krogen....

 

Denne tekst var vel det, der lagde kimen til min Canadatur.

Jeg læste første gang denne tekst ved en arrangement, som Grejbiksen i Trige lavede sidste år i slutningen af august. Her stod salgschefen for Getawaytours, Kim Jørgensen, med en stand, hvor der både var dvd og foldere angående fisketure til fjerne lande.

Det var altså mest teksten til størfiskeriet, der tiltrak mig, men da jeg aldrig rigtigt har brugt mange penge på at rejse, virkede prisen noget afskrækkende.

Derhjemme blev folderen dog intens studeret, og da jeg også havde fået en dvd med klip fra bl.a. størfiskeriet i Fraser river, må jeg nok indrømme, at jeg var ved at være solgt.

Nu skete så det overraskende, at inden jeg begyndte at plage min bedre halvdel om ”at få lov” til at tage til Canada, foreslog hun selv, at jeg skulle bestille en rejse derover. Det var godt nok en af de mere behagelige overraskelser.

Rejsen blev bestilt næste dag ….

Egentlig skulle vi have været af sted allerede sidste år, men da der ikke kunne samles mennesker nok, blev turen udskudt til oktober 2007. Nærmere betegnet 06. oktober til 16. oktober.

Et år er lang tid at vente, men alligevel gik det dog. Ventetiden blev bl.a. brugt på indkøb af lidt nyt udstyr til laksefiskeri. Det var nemlig en kombitur, hvor vi havde mulighed for både lakse- og størfiskeri.

Det skulle vise sig, at vi kun blev 6 mand på turen, men det var også meget  passende til 2 bådhold, så det var ikk´så ringe endda.

 

Dagen før afrejsen fik vi vores første forskrækkelse, da luftfartsselskabet KLM aflyste vores flyvning fra Amsterdam til Vancouver. I stedet for kom vi til at flyve direkte fra København til Seattle.

Det betyder således, at turen går nordover. Faktisk fløj vi så langt nordover, at vi passerede hen over Grønland helt oppe ved Thule-området.

 

11.000 meter over det nordlige Canada

 

Seattle ligger jo som bekendt i USA, hvilket medfører en masse ekstrabesvær p.g.a. de nye antiterrorlove.

Amerikanerne er jo direkte hysteriske med sikkerhed, hvilket man jo ikke kan fortænke dem i efter 11/9.

Vi kom som forventet i krydsforhør i tolden i lufthavnen: Hvad skulle vi i USA? Hvad grej skulle vi bruge til laksene i Fraser River? Hvordan fisker man stør? Til sidst blev vi dog alle sluppet ind i USA. ”Min” tolder var endog så venlig at ønske mig god fisketur, så inde bag facaden er de dog også mennesker.

På flyvningen fra Seattle til Vancouver skulle vi flyve med et canadisk luftfartsselskab, og den opmærksomme læser kan vel allerede her regne ud, at flytypen gav sig selv. Og ganske rigtigt. På startbanen ventede et DASH 8 fly på de ”skrækslagne” danskere. Og jo, flyet var med landingsstel…

Ved landingen i Vancouver blev der godt nok kigget noget ud af vinduerne mod landingsstellet, men det var i mellemtiden blevet mørkt, så vi kunne ikke se noget, hvilket vel nok var meget godt.

Efter en 2 timer lang tur i en luksusbus, ankom vi til hotellet i byen Chilliwack godt 100 km øst for Vancouver.

Chilliwack betragtes som centrum for størfiskeriet i området, og det oplever man hurtigt på hotellet. Det er ikke noget særsyn at se lystfiskere komme hjem fra fisketuren iført waders og fisketøj og gå direkte til baren. Det var dog især englænderne, der havde den vane. Vi andre skiftede dog tøj først!!

Inden jeg går videre til selve fiskeriet, er her først nogle fakta om fiskeriet, fiskene og området.

 

Fraser River

Fraser River er den største flod I British Columbia (BC) Næsten 1400 km lang afvander den et område næsten på størrelse med Californien og kan med rette siges at være ”livlinen” i BC.

Fraser har opgang af alle 5 arter af Stillehavslaks, så vi taler om enorme mængder af laks.

Pukkellaksen (Oncorhynchus gorbuscha) kaldes p.g.a. farven på dens kød for Pink salmon. Dens livscyklus er på 2 år, så i ulige år er det Pink år.

Dette betyder, at lakseopgangen i Fraser River i ulige år ligger omkring 87 millioner laks! Dette er ikke et vildt gæt fra min side, men faktisk et officiel tal for den instans, der styrer hele forvaltningen af naturen i Canada.

Denne enorme mængde fisk giver naturligt nok et godt fødegrundlag for støren.

 

Lidt fakta om den hvide stør.

ACIPENSER TRANSMONTANUS er det latinske navn, hvor Acipenser er artsnavnet, og transmontanus betyder ” over bjergene”. Selv om den kaldes den hvide stør, er den normal nærmere grålig i farven. Ordet hvid menes at relatere til fiskens hvide kød.

Fisken må ikke forveksles med Belugastør.

Fiskens maksimale størrelse er der lidt uenighed om, men en længde på ca. 15 fod (400-500 kg) skulle være en realistisk størrelse. Fisk i den størrelse er det dog næsten totalt umuligt at land på lystfiskegrej. Tidligere da erhvervsfiskeri efter støren var lovligt, blev der bl.a. brugt muldyr(to af gangen) til at lande støren. Der er flere eksempler på, at støren har trukket muldyrene ud i floden og er forsvundet….

Støren søger føden ved bunden, men det hindrer dem ikke i – ligesom havørreder og laks – at springe umotiveret op af vandet. Jeg siger jer bare: At sidde i sine egne tanker i båden og så kommer der pludseligt en stør på 2- 2,5 meter fri af vandet 10 meter fra båden… Det er vel det tætteste, man kan komme på provokeret hjertestop J

 

Størprogrammet

Støren var tidligere udsat for et massivt erhvervsfiskeri med deraf følgende nedgang i bestanden af stør, men for knap 20 år siden blev støren totalfredet, og der har betydet nye tider for størbestanden.

Ifølge de guider vi talte med i løbet af de 8 dages fiskeri, er 27 guider i dag med i mærkningsprojektet.

Alle fangede stør bliver uden undtagelse målt i længden og rundt om maven. Så scannes fisken for tegn på tidligere fangst. Hvis fisken ikke har været fanget før, indsprøjtes en lille mikrochip i nakken på fisken v.h.a. en lille sprøjte. Chippen har en levetid på ca. 150 år, så det skulle være muligt at følge en fisk gennem det meste af dens liv.

Ved årsskiftet 2006-7 var der blevet mærket 35.000 stør. Den stør der indtil nu er blevet fanget flest gange, er fanget 8 gange.

Der er lavet en rapport om projektet, som kan læses eller downloades på denne adresse: http://frasersturgeon.com/home.html

Faktisk har størprogrammet været med til at overbevise politikkerne om, at fiskeriet efter stør fortsat skulle være tilladt., da man netop har været i stand til at bevise en fremgang i bestanden.

 

Fiskeriet

At fiske efter stør er i teorien ret let, men kan i virkelighedens verden være noget sværere.

Da støren primært søger sin føde på bunden, er det også meget naturligt, også der man fisker.

Agnen er normalt lakserogn eller fisk. Rognen samles til en lille kugle v.h.a. strømpebukser. Guiderne fortæller nogle sjove historier om diverse pinlige episode, hvor deres storforbrug af strømpebukser har medført kommentarer i forretningerne.

Det er ikke lige meget fra hvilken lakseart rognen kommer, og det er bestemt heller ikke lige meget, hvordan rognen bliver forberedt til fiskeriet. På trods af at alle vore guider arbejdede for det samme firma, var der stort hemmelighedskræmmeri omkring det hele. Hvis man stillede et spørgsmål angående rognen, fik man en større søforklaring, der var en toppolitiker værdi. Det vil sige: en masse snak og intet konkret.

I vores båd havde vi faktisk mest held ved at bruge lampret som agn. Det sjove var, at den kun virkede i selve Fraser River og absolut ikke i sideelven Harrison.

Lampretten var tidligere så eftertragtet, at de på et tidspunkt for nogle år tilbage blev solgt for 20 dollars stykket!!

Typisk brugte vi bly på 14-18 ounce (1 ounce = 28,35 gram) for at holde agnen nede. De dybeste steder vi fiskede i Fraser river, viste ekkoloddet 55 fod18 meter

Vores guider brugte stænger og hjul fra Shimano. Stængerne var i 80 lbs. klassen og hjulene primært TLD 20-25 eller Tyrnos 20-30. Linen var en 150 lbs. line med 250 lbs. forfang.  Krogen var typisk en enkeltkrog uden modhager.

Stængerne stod i specielle stangholdere, hvor man kan flå stangen ud og give tilslaget i én bevægelse. Støren hugger nemlig så forsigtigt, at man normalt kun få et par forsigtige nøk i stangspidsen og med lidt held et lidt større træk i linen. Så skal tilslaget falde indenfor 1 sek.  Der var lidt wild west over det hele. Hvem trækker først. Det skulle dog vise sig, at hver guide havde sin måde at give tilslag på.

 

Vægtangivelse

Man vejer ikke de stør, man fanger. Man målet længden(til midten af halekløften) og man måler omkredsen lige bag brystfinnerne.

Det betyder, at enhver vægtangivelse på stør er anslået vægt, og det kan derfor nogen gange undre én, når man ser meget præcise vægte angivet.

F.eks. var min bedste stør 209 cm lang men hele 102,5 cm rundt om livet.

Kim Jørgensens store stør var 233 cm lang og 95 cm om livet.

Man ser altså tydeligt, at også i størverdenen findes der tykke og tynde fisk, hvilket naturligvis påvirker vægtbedømmelserne.

Læs evt. mere om vægt/længde på dette link: http://www.coastangler.com/fishing/sturgeon_weight_estimator.shtml

 

Hvordan gik det så?

Den første dag blev vi hentet ved hotellet af vore guider, der mødte op med store firehjulstrækkere og med deres jetboats på trailer.

Så gik det ned til ophalestedet ved Fraser River, hvor det hele store folkeshow var ved at udfolde sig. Det var nemlig søndag før Thanksgiving day, hvilket er fridag i Canada, så der var masser af folk ved floden.

De både som vi skulle tilbringe en stor del af den næste uge i, var såkaldte jetboats, hvor motoren ikke er en traditionel dansk påhængsmotor men en indenbordsmotor på 300-400 HK, hvor vandet først suges ind og siden trykkes ud med stor kraft.

Den motorkonstruktion er bedre egnet til sejlads på lav vand, da den ikke har skruens sårbarhed. Til gengæld er motoren ikke særlig økonomisk.

Vores guider regnede med, at på en normal dags fiskeri brugte de for omkring 70 dollars benzin.(Benzinprisen var ca. det halve af den danske)

Vi var som tidligere nævnte to bådteams. I båd 1 var der Ronny, Peter og Søren, mens båd 2 bestod af Kim, Thomas og undertegnede.

Vores bådguide i 5 ud af de 8 dage vi fiskede, hed Dan og havde 21 års erfaring som guide. Formentlig af samme årsag var det helt utroligt, hvor mange fiskehistorier Dan kunne ryste ud af ærmet, men de gjorde da ventetiden mellem huggene noget kortere.

Begge guider havde besluttet sig for, at den første dags fiskeri skulle foregå i Harrison River. Harrison er en sideelv til Fraser, og løber sammen med denne ved ophalestedet.

Hvor Fraser River er meget uklar med en sigtbarhed i vandet på få centimeter, så kan man se flere meter ned i Harrison.  Til gengæld er Harrison ikke mere 10-15 km lang, idet den afvander den 70 km lange Harrison Lake.

Det er en stor naturoplevelse at fiske i Harrison River, fordi man i realiteten fisker i en stor kløft.

Nu var det jo ikke kun naturoplevelser, vi var ude efter, men fisk. Helst store fisk. Vi skulle snart få vores lyst styret.

Det var Peter i den anden båd, der først fik kontakt, men han mistede desværre fisken.

Derimod var Ronny bedre til at holde fast i sin fisk og efter en god fight kunne han lande turens først stør på omkring 1,7 m.

Det var så starten på en uges afvekslende fiskeri. Nu forventer I nok en udførlig rapport for hver enkelt fiskedag, men da denne artikel mere er ment som orientering om fiskeriet derovre end en decideret fangstfortælling, må I ”nøjes” med en overordnet beretning. Ellers kunne vi også fylde det halve af Fiskeavisen.

For at starte med de mindste fisk først – nemlig laksene – så var det næsten kun båd 1 med Ronny, Peter og Søren, der fiskede laks. De fik til gengæld også deres lyst styret. Der var så mange laks i Harrison River, at hvis man fiskede forkert, fejlkrogede de konstant laks. Deres grej var mildest talt ved at blive splittet af p.g.a. de mange voldsomme fighter.

Til gengæld fik de mange flotte laks på både flue og spin, da de først fandt melodien(og stedet)

De nåede at fange 4 forskellige laksearter op til 10-15 kg. De manglede kun kongelaksen.

Den fangede vi til gengæld i den anden båd. Det var i øvrigt den eneste gang, vi fiskede laks. Det var så undertegnede, der var heldigt at lande en kongelaks på ca. 18 pund.

  

Kongelaks på ca. 18 pund

 

Selve størfiskeriet var overordnet set noget under vanlig standard. I forhold til det ”normale” fangede vi vel kun ca. 1/3 af det forventede antal stør. Størrrelsesmæssigt levede vi vel op til, hvad man kunne forvente.

Vi havde to fisk over 2 meter. Kim(233 cm) Jan(209 cm), og alle fik fisk på omkring 6 fod(180cm)

Personligt husker jeg nok mest både den på 209 cm, som for øvrigt var min første stør, og så den på 184 cm som umiddelbart efter hugget gik fri af vandet og dernæst tog et udløb på 150 meter, hvor den endte ude i hovedstrømmen. Det lykkedes os først at lande fisken 1½ - 2 km længere nede af floden.

 

Min første(og største) stør 209 cm og en anslået vægt på 110 kg.

Fisken var 102,5 cm om livet

 

184 cm stør der først blev landet små 2 km nede af elven

 

Vejret var i begyndelsen lidt regnfuldt, hvilket er godt vejr derover, fordi det normal regner rigtig meget, men som ugen skred frem, blev vejret bedre og bedre. Til sidst var det nærmest Indian summer, så vi måtte smide de åndbare waders og så ellers nyde fiskeriet i T-shirt. Det er jo ikke lige det, man forventer af Canada i oktober måned.

Der var tilsyneladende også en sammenhæng mellem det vejr og fiskeriet, idet størerne ikke ville ret meget, når vejret var godt.

Bedste dag gav 12 stør op til 184 cm til Thomas og undertegnede, og da var vejret også overskyet med regnbyger.

Den sidste dag satsede Thomas og undertegnede ensidig på storstør. Vi havde endda fået en ny guide, der havde ry for at kunne fange de store, men vi var kun tæt på.

Thomas fik et godt hug, som i tilslaget afslørede sig som en rigtig god fisk, men desværre slap krogen igen.

Det var desværre ekstra uheldigt, da Thomas har været derovre før, og også den gang mistede en stor fisk den sidste dag.

Man må tage hatten af for Thomas’ ukuelige tro på, at den store nok skulle komme.

At fiskeriet virkeligt var under standard, blev både bekræftet af guiderne, men også af den kendsgerning at de efterfølgende hold både fangede større men i særdeleshed mange flere stør.

Selvom fangsterne måske efter canadiske forhold var på det jævne, så må man fremhæve, at alle på holdet var vildt begejstret for turen.

Man skal lige huske, at mange af størene lå mellem 130 og 150 cm, hvilket for mit vedkommende var større end min hidtidige PR for største fisk. Stør i den størrelse leverede en forrygende fight, som man virkeligt kunne nyde. De større stør leverede fights, der nok mest mindede om åben krig. Thomas og Kim drillede mig i flere dage med tilnavnet ”Gummiarm”, fordi jeg ikke lige fra begyndelsen havde helt styr på teknikken med fight af store fisk.

Hvis jeg skulle sammenligne det med noget, må det vel nærmest være noget med at kroge et IC3 tog i farten!!   Det var bare så fedt. J

 

Alle de ydre forhold var bare i orden. Det forventer man også, når man betaler mange penge for en færdigpakket tur, men man hører dog nogle gange om det modsatte.

Det eneste minus er vel rejsetiden.

Hjemturen gik mere planmæssigt end udturen, men det tog alligevel nøjagtigt et døgn og 11 minutter, fra vi forlod Chilliwack til jeg stod af toget på Randers banegård.

Det er altså lang tid men desværre et nødvendigt onde.

 

Afslutningsvis vil jeg bare konkludere, at det var noget af det bedste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg må nok ligesom min bådmakker Thomas indrømme, at ”størvirusset” har taget bolig i min krop.

Bare tanken om at kroge en storstør får mig øjeblikkeligt til at længes tilbage til Fraser River og dens magiske stør.

 

Det er ikke sidste gang, jeg har fisket stør i Canada. Det kan kun gå for langsomt med at komme tilbageJJ

Og som en af guiderne sagde: Har man først prøvet at kroge en stor stør, vil man aldrig nogensinde glemme det.

 

Afsluttende praktiske bemærkninger

Jeg bestilte rejsen hos Getawaystours via Grejbiksen i Trige.

Selve turen kostede kostede ca. 22 500,-kr inkl. Fly. Hertil kom ekstra fiskedag 1500,-kr. Drikkepenge til guiderne godt 500,-kr. Og endeligt aftensmad. Alt i alt ca. 30.000 kr.

Turen kan naturligvis gøres billigere, hvis man selv bestiller tingene derovre. Man bør dog huske på, at guiderne betyder rigtigt meget, og de gode guider er booket år i forvejen.

Den største besparelse ligger nok i indkvarteringen, da man jo ikke behøver 3 stjernet hotel som opholdssted.

Nyttige links på nettet:

 

www.grejbiksen.dk

 

http://www.getawaytours.dk/

 

http://www.freds-bc.com/

 

Nu skal jeg efter én tur til Fraser River ikke forsøge at gøre mig til ekspert på området. Jeg har blot videregivet de iagttagelser, som vi selv gjorde derovre og kombineret det med guidernes udtalelser + indhentet nogle fakta på nettet.